maxer.dk - styrketræningsøvelser - guides og videoer til fitness og træning
Trænerportræt #7 Karoline Stranddal om at være pligtopfyldende, skifte retning og være venlig med kroppen
Trænerportræt #7 Karoline Stranddal om at være pligtopfyldende, skifte retning og være venlig med kroppen Jacob Beermann 05/10/2026 - 10:51 Ja. Mød Karoline Stranddal. Du kan også streame episoden direkte her: I over 10 år har Karoline været personlig træner og vanecoach hos Maxer - siden sommer 2016. Hun hjælper både mænd og kvinder, begyndere og erfarne - og hendes egen vej ind i træningsverdenen har været alt andet end snorlige. I dette trænerportræt kan du lære Karoline bedre at kende og få en fornemmelse af, om hendes tilgang til træning, vaner og sundhed passer til dig. Du kan fx høre mere om disse ting: Hvordan har 20 år med ridesport, herunder konkurrencer på elite- og internationalt niveau, formet hende som person og træner. Hvorfor gik hun fra at træne for kontrol og udseende til i højere grad at træne for glæde, styrke og et godt liv. Hvordan gik hun fra markedsføring til at arbejde som personlig træner og vanecoach. Hvorfor er selvstændighed og mestring vigtigere for hende end at gøre klienter afhængige af deres træner. Hvordan har børn og et travlere liv ændret hendes egen træning fra fem ugentlige styrkepas til en mere fleksibel tilgang. Hvem passer Karoline særligt godt som træner til, uanset om du er nybegynder, erfaren styrketrænende eller ønsker et mere afslappet forhold til træning og sundhed. Historien om Karoline begynder på en gård i Norge to timer syd for Oslo med heste, fortsatte gennem elitesport, et lidt for kontrolleret forhold til træning og mad, en kandidatuddannelse i strategisk markedsføring og et tilfældigt møde med en dansker i Oslo. Spoiler: danskeren var mig. Fra en norsk gård til international ridesport Karoline voksede op på landet i Norge med dyr og skov omkring sig. Og mens andre fireårige måske koncentrerede sig om modellervoks og spørgsmålet om, hvorvidt man må få is til aftensmad, begyndte Karoline at ride på hest. Hun fortsatte i omkring 20 år. Hestene stod hjemme på gården og ridesporten udviklede sig efterhånden til springning på både elite- og internationalt niveau. Det betød mange års træning, konkurrencer og ansvar for dyr, som ikke nødvendigvis deler menneskets begejstring for, at det er koldt og mørkt klokken 6 om morgenen. Om vinteren kunne træningen foregå udendørs i 15-20 graders frost. Det er muligvis en lidt mere hardcore introduktion til vanedannelse end Atomic Habits af James Clear. Karoline peger selv på pligtopfyldenhed som noget af det vigtigste, hun tog med sig fra elitesporten og dyrene. Når et dyr skal passes, hjælper det ikke så meget at vente på, at motivationen rammer. Den erfaring præger også hendes syn på træning i dag. Motivation er dejlig, når den er der. Men hvis træning skal fungere gennem mange år, er det hjælpsomt at skabe rammer og vaner, der også fungerer tirsdag eftermiddag, når motivationen har meldt afbud. Forskning i træningsadfærd peger netop på, at mere autonom motivation, hvor aktiviteten opleves som meningsfuld eller tilfredsstillende i sig selv, hænger bedre sammen med vedvarende fysisk aktivitet end primært ydre pres og kontrol [1]. "Knæene må ikke komme foran tæerne" Da Karoline stoppede med ridesporten, opstod der et tomrum. Hun begyndte blandt andet at løbe, gå på hold og styrketræne. Hun havde faktisk lært om styrketræning på gymnasiet. Der havde hun blandt andet lært, at knæene ikke måtte komme foran tæerne i squat. Et råd, der har haft imponerende lang levetid i fitnesscentre verden over på trods af at det er forkert - og som heldigvis ikke behøver styre din squat. Da vi mødte hinanden under et studieophold i Oslo, begyndte hun derfor mere eller mindre at lære styrketræning på ny. Squat , bænkpres og dødløft kom til at fylde meget. På et tidspunkt trænede hun fem dage om ugen med så mange sæt, at jeg i dag næppe ville udsætte en betalende klient for det (det var mig som havde lavet programmet for den stakkels kvinde). Familien er som bekendt et glimrende sted at teste grænserne for programmering. Karoline blev stærk, men det vigtigste var egentlig, at hun fandt glæden ved at øve sig og træningen i sig selv. Teknikken kunne forbedres. Vægten kunne langsomt øges. Noget, der først virkede svært, kunne pludselig føles naturligt og nemt. Det er også en stor del af hendes arbejde med klienter i dag. Du behøver ikke allerede kunne finde ud af at styrketræne. Du kan lære det. Er du ny, kan du starte med en grundlæggende introduktion til styrketræning . Er du mere erfaren, kan arbejdet i stedet handle om teknik, progression og at finde det træningsprogram, der passer til dit mål . Da træning gik fra præstation til "survival mode" Før børn kunne Karoline træne fem eller seks gange om ugen. Med to små børn blev projektet et andet. Det handlede ikke længere nødvendigvis om at blive stærkere uge efter uge. Det handlede nogle gange bare om at komme afsted til træning. Få sat et X. Træningerne blev kortere. Der kom færre øvelser og sæt. Intensiteten blev tilpasset. I dag styrketræner hun typisk tre gange om ugen og supplerer med løb. Det kan lyde mindre ambitiøst, men det illustrerer et vigtigt princip: Dit program skal passe ind i din hverdag, så du kan holde fast i det - også når du har travlt, er træt osv. Og det kræver generelt mindre træning at vedligeholde en allerede opbygget fysisk kapacitet end at bygge den fra bunden. I et studie kunne markant reducerede træningsdoser bevare en stor del af de opnåede styrketilpasninger, selvom alder og hvilket resultat man ønsker at vedligeholde selvfølgelig har betydning [2]. Det passer meget godt med Karolines nuværende filosofi: Fortsæt. Det behøver ikke altid være maksimalt eller perfekt. Men lange perioder med ingenting gør som regel vejen tilbage længere, uoverskuelig og mere træls. Hvis kalenderen eksploderer, kan målet derfor med fordel skifte fra fremgang til vedligeholdelse. Det er ikke et nederlag. Det er bare træning tilpasset et virkeligt liv - din uperfekte hverdag. Fra kontrol over kroppen til mere frihed Karolines historie med træning er ikke kun en historie om heste og tunge vægte. Da hun var yngre, havde træning, kost og udseende en langt større grad af kontrol over hendes liv. Hun løb blandt andet meget hårdt og brugte træning som en måde at forbrænde kalorier og kontrollere sin krop. Hun beskriver selv en periode, hvor strategien i grove træk var at træne meget og spise så lidt som muligt. Problemet var blandt andet, at det dengang ikke virkede specielt bemærkelsesværdigt. Mange omkring hende talte om krop, vægt og mad på lignende måder. Når en bestemt adfærd er normaliseret i ens omgangskreds, kan det være svært at opdage, at den ikke nødvendigvis fungerer særlig godt for en selv - eller er særlig sundt. Et vendepunkt blev at lære mere om styrketræning, ernæring og adfærd og langsomt opdage, at sundhed ikke behøver være synonymt med maksimal kontrol. Det skete ikke fra mandag til tirsdag. Gamle tankemønstre kan stadig dukke op, især i perioder med stress og mindre søvn. Målet er ikke at blive et menneske uden vanskelige tanker. Det er at have flere måder at reagere på dem. Det er også en del af den tilgang, Karoline tager med ind i sit arbejde med vanecoaching og klienter, der ønsker mere ro omkring træning, mad og kropsbillede . Smerter, søvn og at lytte lidt bedre til kroppen Karoline har selv haft perioder med smerter, især i lænden. Som ung var hun involveret i et temmelig spektakulært skiulykke, hvor en tur over det, hun troede var en lille bakke, viste sig at være et større hop - big jump. Hun fløj ifølge vennerne 10-20 meter og landede mindre elegant end ønsket. Senere har lænden periodevis været følsom, særligt når træningsbelastningen har været høj. Noget hun selv tydeligt har bemærket, er sammenhængen mellem søvn og smerter: Jo dårligere hun sover, desto mere sensitiv kan kroppen føles. Det stemmer godt overens med smerteforskningen. Søvn og smerter påvirker hinanden, og søvnproblemer ser blandt andet ud til at kunne forudsige udvikling og forværring af vedvarende smerter [3]. Det betyder selvfølgelig ikke, at en dårlig nat automatisk giver ondt i ryggen. Kroppen er ikke så simpel. Men det understreger, hvorfor forståelsen af smerter med fordel kan være bredere end spørgsmålet: "Hvilken struktur i min krop er der noget galt med?" Hvorfor blev Karoline personlig træner? Karoline er oprindeligt uddannet inden for noget helt andet. Hun har en bachelor i international markedsføring og en kandidatgrad (MSc.) i strategisk marketing management. Efter studiet arbejdede hun nogle år på kontor. Og mens hun selv blev mere optaget af styrketræning, sundhed og sit eget forhold til krop og mad, begyndte arbejdet med mennesker at trække mere i hende. Hun tog en personlig træneruddannelse og kostvejlederuddannelse ved siden af sit arbejde og skiftede senere helt spor. Siden har hun blandt andet videreuddannet sig inden for vanecoaching, motivational interviewing, smerter samt både deltaget i og undervist på en lang række workshops om eksempelvis squat, bænkpres, dødløft og mobilitet. Hun har nu været personlig træner i over 10 år og hjulpet talrige klienter med at opnå deres mål. Det oprindelige ønske var især at hjælpe andre mennesker, som kunne genkende noget af hendes egen historie: At træning og sundhed skulle fylde mindre som kontrolprojekt og mere som noget, der faktisk bidrager positivt til livet. Den interesse er stadig central, men klientgruppen er blevet langt bredere. Hvordan er Karoline som personlig træner? Karoline arbejder både med mennesker, der aldrig har rørt en vægtstang og mennesker, der gerne vil nørde squat, bænkpres og dødløft flere gange om ugen. Det fælles mål er ofte større frihed, ro og selvstændighed i træningen. Karoline bliver særligt glad, når en klient opdager: "Det her kan jeg faktisk selv." Ikke fordi træningen med en coach skal være ligegyldig, men fordi et godt forløb helst skal give dig flere kompetencer, ikke gøre dig mere afhængig. Hvis du... Kan fokus i et forløb med Karoline fx være... Er ny i styrketræning. At lære øvelserne, blive tryg i træningscenteret og kunne træne selvstændigt. Har trænet længe. At optimere teknik, program og progression uden at drukne i detaljer. Har en alt-eller-intet-tilgang til træning. At finde en mere fleksibel struktur, som også fungerer i travle perioder. Vil arbejde med dine sundhedsvaner. At skabe realistiske ændringer omkring træning, kost og hverdag, som du faktisk kan fortsætte med. Ønsker mere ro omkring krop og træning. At flytte fokus fra kontrol og perfekte løsninger til funktion, trivsel og det, der er vigtigt for dig. Det betyder ikke, at resultater er ligegyldige. Tværtimod. Men resultater behøver ikke kun være flere kg på stangen eller færre kg på badevægten. Det kan også være at turde træne alene, have mere energi, lege med sine børn eller ikke bruge halvdelen af dagen på at forhandle med sig selv om, hvorvidt dagens træning "tæller". Styrketræning er samtidig forbundet med en række positive effekter omkring sundehed og observationsstudier finder en sammenhæng mellem muskelstyrkende aktivitet og lavere risiko for flere kroniske sygdomme og tidlig død [4]. Sundhed handler dog for Karoline om mere end risikoreduktion. Det handler også om at trives. Hvem er Karoline, når hun ikke arbejder? Her kommer de virkelig afgørende oplysninger, hvis du skal vurdere jeres kompatibilitet. Karoline kan spise præcis den samme morgenmad hver morgen i flere år. Fordelen er enkel: Hun behøver ikke tænke over det. Hun læser bredt og har blandt andet været inspireret af Brené Brown, Thinking, Fast and Slow, Atomic Habits, The Subtle Art of Not Giving a F*ck og bøger af Thich Nhat Hanh. Og så har hun en usædvanligt lang tandbørsterutine. Tandbørsten kommer i munden. Derefter kan hun tilsyneladende gå rundt i hjemmet og ordne en imponerende mængde praktiske ting, mens selve tandbørstningen mere bliver en slags sideløbende aktivitet. Til sidst bliver tænderne dog børstet. Dét skal med i et portræt. Faglige kvalifikationer er trods alt kun én del af at vælge træner. Er Karoline den rette træner for dig? Et godt match mellem klient og træner handler ikke kun om kursusbeviser og øvelsesvalg. Personlighed, kommunikation og menneskesyn betyder også noget. Karoline kan være et særligt godt match for dig, hvis: Du gerne vil blive stærkere uden at træning overtager dit liv. Du ønsker en rolig og jordnær træner frem for råb, straf og "no excuses". Du vil lære at træne selvstændigt og forstå, hvorfor du gør det, du gør. Du har tendens til alt-eller-intet og gerne vil finde en mere holdbar mellemvej. Du vil arbejde med vaner, kropsro og sundhed uden unødigt fokus på perfektion. Du godt kan lide at nørde teknik i squat, bænkpres og dødløft, men samtidig ønsker at bevare perspektivet. Det er selvfølgelig svært at vælge personlig træner alene ud fra et portræt. Men det er netop derfor, de her artikler findes: Faglighed betyder noget, men relationen gør også. Du kan læse mere om Karoline Stranddal på hendes profil - og husk at du altid kan få en uforpligtende snak, hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om hvad der er den rette løsning for dig. Opsummering: Træning skal helst gøre dit liv større Der går en ret tydelig linje gennem Karolines historie. Som barn lærte hun at tage ansvar og gøre ting, selv når motivationen ikke stod klar med pomponer. Som elitesportsudøver lærte hun at øve sig og præstere under pres. Som ung voksen oplevede hun bagsiden af for meget kontrol omkring træning, mad og krop. Som styrketrænende lærte hun glæden ved teknik, progression og følelsen af at mestre noget. Og som mor har hun lært, at tre realistiske træninger er markant bedre end fem perfekte træninger, der kun eksisterer inde i hovedet eller på et parpir. I dag er målet hverken maksimal kontrol eller maksimal præstation. Det er snarere at have en krop, der kan bruges, et træningsliv der kan holde og en sundhedstilgang der efterlader plads til resten af livet. Det er også den tilgang, hun prøver at give videre til sine klienter. FAQ om Karoline Stranddal Et par hurtige spørgsmål om Karoline. Hvem er Karoline Stranddal? Karoline Stranddal er personlig træner, kostvejleder og vanecoach hos Maxer. Hun er oprindeligt fra Norge, har en baggrund i elitesport med springridning og har arbejdet som personlig træner i over 10 år. Hvad hjælper Karoline typisk sine klienter med? Hun arbejder bredt med styrketræning, teknik, vaner, kost, træningsglæde og et mere afslappet forhold til krop og sundhed. Hun træner både begyndere og erfarne klienter. Skal jeg være erfaren med styrketræning for at træne med Karoline? Nej. En del af hendes arbejde handler netop om at hjælpe nye klienter med at blive trygge ved styrketræning og lære at træne på egen hånd. Hvis du allerede er erfaren, kan fokus i højere grad være teknik, programmering og progression. Kan Karoline hjælpe, hvis jeg har et meget alt-eller-intet forhold til træning? Det er et af de områder, hvor hendes egen erfaring og vanecoaching kan være særligt relevant. Målet er ikke at få dig til at være mere disciplineret for enhver pris, men at finde løsninger, der passer til dit liv og øger sandsynligheden for, at du kan fortsætte. Hvordan ved jeg, om Karoline er det rigtige match som personlig træner? Hvis du ønsker en faglig, rolig og humoristisk tilgang med fokus på både resultater, selvstændighed og langsigtede vaner, er Karoline være et godt match. Det vigtigste er dog, at du oplever god kemi og føler dig forstået i forhold til dine mål og udfordringer. Lyt til trænerportræt om Karoline Stranddal Du kan høre trænerportræt 7 i Apple Podcasts her . Du kan høre trænerportræt 7 på Spotify her . Se oversigten over alle episoder af podcasten her . Du kan også streame episoden direkte her:

